Knud Romer stiller på læserens vegne fire krav til den perfekte sætning i den litteratur – eller lyriske prosa, som han selv kalder den – han skriver:

1. En sætning skal kunne ses: Den skal være et billede. Forestil dig rækken af dine sætninger, ja, den samlede novelle eller roman, som et godt gammeldags diasshow.
2. En sætning skal kunne sanses: Prik hul i billedet, så man er til stede i det.
3. En sætning skal have rytme: Det er den følelsesmæssige investering.
4. En sætning skal være indhold for noget, som kommer før – og udtryk for noget, der kommer efter. Den skal binde fortællingen sammen.

Hvis du lykkes med de fire kriterier, kan du læne dig tilbage i stolen i din forfatterhybel med et selvtilfreds drag om munden. MEN kun for en kort stund, for på dette tidspunkt i skriveprocessen er du kun i mål med punkt nummer 1 i den store sammenhæng: Du har skabt den perfekte sætning.

Problemet med den perfekte sætning er bare, pointerer Knud Romer, at den lukker sig om sig selv – den blokerer for fremdriften i historien. Derfor venter yderligere to punkter i dit arbejde med sætningen:

1. Du skal fjerne alle de tricks og kunstgreb, der har skabt den perfekte sætning.
2. Du skal i sidste ende tilføje sætningen et håndkantsslag, som skaber uro, for uro er i modsætning til det perfekte garant for fremdrift.

Den danske forfatter, der fik et stort nationalt gennembrud med ’Den som blinker er bange for døden’ i 2006, nævner selv i kapitel 5 i sin Mesterlære, der handler om netop at konstruere sætninger, indledningen i sin anden roman, ’Kort over Paradis’ fra 2018, som en sætning, han er særligt glad for. Blandt andet fordi han med håndkantsslaget bevæger sig fra en beskrivelse af det ydre til det indre landskab:

”Stynede piletræer og flade marker foran en uendelig horisont – kig dig omkring, sådan ser der ud, når jeg lukker øjnene.”

Du kan som Mesterlære-medlem gå på videre opdagelse i Knud Romers sætninger i de fleste af hans bøger her.