Det er som regel i yderpunkterne, at Lærke Bagger minder sig selv om, at det er ved at være tid til en pause. Det kan være, at hun befinder sig i det, hun kalder ”en ultra-optur” i en proces – eller i det, hun tilsvarende benævner ”en ultra-nedtur”. Fælles for begge tilstande er, at hun forlader projektet, lader det hvile, men altid på en fremtrædende plads på arbejdsbordet, så det er det første, hun ser, når hun vender tilbage efter endt pause. Det er som regel i gensynet, at maskerne i strikketøjet falder på plads for hende.

I kapitel 6 i sin Mesterlære fortæller den internationalt anerkendte danske strikdesigner, hvordan hun har integreret pausen som en aktiv del af sin skabelsesproces. Og i dette interview uddyber hun, hvordan hun udfylder pausen.

”Nogle gange når jeg bare dertil: Nu kunne jeg godt bruge en kold øl. Det kan være, at det har været en lang uge med arbejde og familieliv, eller det kan være, fordi jeg har brug for at lægge et konkret projekt fra mig og tænke på noget andet. Der er nogle mennesker, der dyrker sport, når de holder fri, men jeg er så utrolig doven – jeg gider ikke at røre mig. Jeg får min motion, fordi jeg går rundt til alt. Og så kan jeg bare godt lide byens brune værtshuse. I mange år kom jeg på 90’eren, altså Vinstue 90 på Gammel Kongevej, som jeg synes er et dejligt sted. Jeg drak ikke deres berømte slow beer, for den er simpelthen for langsom for mig – jeg kan ikke vente på en øl i så lang tid. Jeg drikker almindelig øl, og så har de faktisk en rødvin, som jeg synes er god. Sådan en bællevin. Jeg kom der, fordi der er hyggeligt, men nu bor jeg ikke i nærheden længere. I dag har jeg som sådan ikke et stamsted. Jeg kommer gerne på værtshuse i hele byen – uden at det skal lyde forkert – for det handler om den stemning, jeg kommer i, når jeg er på værtshus.

Når jeg er på værtshus, holder jeg fri. Det er den følelse, jeg har. Jeg har egentlig ikke lyst til, at det skal handle om alkohol, men jeg tror faktisk, at det også handler lidt om alkohol. Det handler om at give slip. Man sætter sig ned, man får en øl med sine venner, og så holder man fri. NU holder vi fri! Resten af tiden arbejder jeg. Mit hoved er hele tiden på arbejde. Jeg er hele tiden på arbejde, for jeg suger indtryk til mig. Jeg holder utroligt meget af peoplewatching, og den disciplin dyrker jeg jo også, når jeg sidder på 90’eren: Hvem kommer dernede, hvad har de på, hvad er det for nogle typer? Der er på den måde en fin balance i at holde pause – ikke tænke arbejde – og i at blive inspireret. Jeg tror, at det for mig handler om, at inspirationen ikke føles som arbejde. Det er ikke arbejde for mig at kigge på mennesker. Det handler om, at jeg ikke på telefonen, og at jeg ikke hele tiden tjekker mails. Det handler om at sætte sig ned og opleve noget: Hvor er jeg, og hvem er omkring mig?

For mig er det en social ting at gå på værtshus, men jeg kan omvendt sagtens finde på at tage på restaurant alene. Nu har jeg små børn, så det er oftest til frokost. Så køber jeg et blad, og så læser jeg i det, mens jeg spiser. Jeg kan også rigtigt godt lide at sidde inde på Strøget. Det kunne være på Norden, da den fandtes, eller på Europa – de der steder, hvor rigtig mange mennesker går forbi. Sidde alene, spise en salat, få en kop kaffe og så sidde at kigge på folk. Igen: Det der med at glo på folk … Det kan jeg vildt godt lide. Det kan også være i Torvehallerne. Nogle af de steder, hvor der kommer rigtig mange mennesker – og rigtig mange forskellige mennesker.

Jeg kan også godt lide at gå på gallerier. Som en pause. På gallerier bliver jeg konfronteret med andre menneskers arbejde, og så behøver jeg ikke at tænke på mit eget. Så kan jeg opleve andre menneskers stærke og store tanker. Det kan jeg godt lide. Det kan være på Bricks i Blågårdsgade, V1 i Kødbyen eller Alice Folker inde i byen. Alle mulige gallerier.”

‍