Da David Dencik for et par år tilbage blev udnævnt til æresdoktor i skuespil ved universitetet i Göteborg, begav han sig ud i en nærmere undersøgelse af sit fag. Hvad er det, der kendetegner godt skuespil? Den dansk-svenske skuespiller, der efterhånden har over 125 film- og tv-roller på cv’et, opfordrer sine elever – og alle andre, der er optaget af skuespil – til at føre journal over klip med godt og, for den sags skyld, også dårligt skuespil. Men indsamlingen af de gode klip og replikker er kun første del af undersøgelsen – det næste skridt er, at man viser klippene til andre og gør sig umage med at kvalificere sin smag.

Det forsøger David Dencik her med tre klip fra hans journal:

The Crown

Jeg vender hele tiden tilbage til scenen i ’The Crown’ med John Lithgow, som spiller Churchill, og Stephen Dillane, der spiller maleren, som skal lave et portræt af Churchill. Der er en fænomenal god dialog mellem de to. De har begge mistet et barn – og det ved de ikke om hinanden, da scenen begynder. De opnår både en indsigt i, hvem de selv er, og hvem den anden er som menneske. Jeg får næsten tårer i øjnene, bare jeg snakker om den, fordi den måde, de lytter til hinanden på, er så imponerende. For mig handler det om skuespillerens mod til at lytte med nedsunkne skuldre og faktisk høre, hvad der bliver sagt i en scene. Og forstå storheden i det, som bliver sagt af dine medspillere.

Du kan se klippet i ’The Crown’ sæson 1, afsnit 9 ’Snigmordere’, på Netflix.

Three Amigos!

Scenen fra ’Three Amigos!’, hvor de tre amigoer rider gennem ørkenen for at finde The Singing Bush, er ikonisk! De kommer endelig frem til en busk, som synger i vilden sky – den skråler og ryster bare derudaf. Helt alene i ørkenen. Hvorpå Chevy Chase (Martin Short og Steve Martin, red.) siger: ”Excuse me! Are you the singing bush?” Det er en supergod replik. For mon ikke … Jeg har altid gået og samlet på den slags klip uden at tænke over det, og i dag kan jeg se, at scenerne har formet mig meget som skuespiller. Der ligger en stor nøgle til indlæring ved at abe efter, det er jo også sådan, børn lærer at tale. Du kan se klippet her:

’Bokseren’

I 2003 var jeg med i Daniel Espinosas afgangsfilm ’Bokseren’, og jeg havde en scene, hvor jeg skulle bryde sammen og give slip. Daniel stillede store krav til min præstation, og han var ikke tilfreds: ”Nej, den er der ikke. Jeg tror ikke på det.” Da vi spillede scenen igen, lænede jeg mig op ad badeværelsesspejlet og slog hul på det og skar mig i panden. Blodet begyndte at løbe ned over øjnene, og det var en forløsende kraft. Der kom scenen! Det er sket flere gange. Jeg er snublet ind gennem en hæk, og lige pludselig var scenen bare helt magisk. Hvor den førte hånd ikke er en god hånd, men hvor den snublende fod er meget bedre i forhold til at skabe liv og troværdighed omkring en karakter.

Du kan se scenen i kapitel 2 i Denciks Mesterlære.