Knud Romer fortæller i sin Mesterlære blandt meget andet om, hvordan han bygger den perfekte sætning, inden han runder den af med et håndkantsslag. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Knud Romers faglighed, anbefaler han her Troldmanden fra Lublin af Isaac Bashevis Singer, som et af de værker, han er rundet af.
”For en forfatter er der mange tricks at lære, og det ene er ren og skær historiefortælling. Hvordan fortæller jeg en historie med stort vingefang: Med tragedier, personer, kærlighed, dødsfald, drama, familie, med smuldrende huse … Du ved, historiefortælling! Og der er Singer, Isaac Singer, den her jødiske forfatter fra Polen, som flygtede fra holocaust og tog til Amerika og blev ved at skrive på jiddisch, en, man bør læse og lære af. Han har lært mig, at det, man skriver om, skal være levet liv, rigtige mennesker.
Hvis du læser forfatterskoleprosa, så vader de rundt i minimalistiske ord. Det er bare ord! Ord, ord med ord på, det fører ingen vegne, der er ikke nogen mennesker, der er ikke nogen skæbner, de har ingen personlighed, der er ingen konflikter. Isaac Singer behersker det samme princip, som er afgørende inden for den mundtlige fortælletradition: at give liv til sine historier. Det er rent krystallinsk, præcis prosa, hvor alle ord er til for at formidle en følelse, en konflikt, en skæbne, et dødsfald, en længsel. Af alle fortællinger, man kunne finde på at læse, så læs Isaac Singer. Han er i stand til at fortælle en historie. Det er det.” Knud Romer
Denne udgave:
- Bog
- Dansk
- 287 sider