.png)
Den danske filmfotograf Charlotte Bruus Christensen har lært af fagets bedste, og i sin helt egen Mesterlære sammenholder hun de erfaringer med sin egen primære metode: udviklingen af moodboards. Den metode anbefaler hun i øvrigt til alle, der kæmper med at skærpe deres idé. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Charlotte Bruus Christensens faglighed, anbefaler hun her The Ingmar Bergman Archives af Erland Josephson, Paul Duncan og Bengt Wanselius
"Da Thomas Vinterberg og jeg lavede film sammen, så vi altid ’Fanny og Alexander’, inden vi gik i gang. Stefan (hendes mand, red.) og jeg gav den originale filmplakat til Thomas og hans kone, Helene, i bryllupsgave, og jeg fik på et tidspunkt denne bog af ham. Jeg ser selv altid ’Persona’, inden jeg begynder på en ny film – på den måde minder jeg mig selv om, hvad jeg gerne vil bidrage med. Thomas og jeg fandt blandt andet hinanden i vores fascination af Ingmar Bergman – og i hans samarbejde med hans faste fotograf, Sven Nykvist: Hvordan kan man få så mange følelser ud til et publikum ved ikke at gøre ret meget? Det var det samme, Hitchcock kunne i sine thrillere i 1960’erne.
Jeg opdagede for alvor Bergman, da jeg gik på filmskole i England. Det var en universitetsuddannelse, så jeg skulle skrive en afsluttende master, og jeg valgte at undersøge, hvordan man oversætter ord til billeder – med udgangspunkt i Bergmans ’Persona’ og ’Scener fra et ægteskab’. I hele min filmskoleperiode var jeg meget optaget af, hvordan nogen kunne skrive en sætning – beskrivelsen af en følelse i et manuskript, hvor skuespilleren ikke nødvendigvis siger noget – og omsætte den følelse til billeder. Det var Bergman bare god til. Han har simpelthen så mange billeder, hvor man bare ser et ansigt – ikke noget med at flyve rundt og ind gennem øjet, og så vender vi lige inde i hovedet til en POV (point of no return, red.). Det er et ansigt lige midt i billedet, og du kan ikke tage øjnene fra det. Jeg gik i en stik modsat retning af de andre studerende, der gerne ville filme fra en kran og alt muligt. Jeg var kun optaget af én ting: Hvordan kan det være, at jeg ikke kan få øjnene fra billeder? Jeg gad overhovedet ikke beskæftige mig med alt det andet.
Denne her bog er et fast holdepunkt, når jeg skal udvikle mit moodboard forud for selve optagelserne. Den indeholder billeder fra en del af Bergmans film, jeg vender tilbage til igen og igen. Han fortæller også om de forskellige scener undervejs. Hold kæft, det er en fed bog! Fordi den er så stor, har den også en rituel betydning: Når jeg sætter mig med den, er det tydeligt for enhver, også mig selv, at nu skal jeg fandme i gang med at skabe billeder. Jeg gør tit det, når jeg skal lave en scene, at jeg slår op på et opslag i bogen, og så lader jeg det ligge åbent fremme. Så ligger billedet der som en stemning i rummet hele dagen. Jeg brugte blandt andet et profilbillede som inspiration til ’The Girl on the Train’. En kvinde, der sidder i et tog, ligger helt naturligt op til et profilbillede, og det blev til et lille casestudy i den film. Billedet fra Bergman-bogen har så meget feeling – også selv om man ikke kan se begge hendes øjne. Den følelse ville jeg gerne frembringe i filmens billeder. Jeg viste i det hele taget mange af de her billeder til Tate (Taylor, instruktør på ’The Girl on the Train’, red.). Et andet billede, jeg har brugt, er fra ’Shame’, hvor en kvinde knæler ved et lille barn, der ligger på maven, mens hun kigger ind i kameraet. Det inspirerede mig blandt andet til en scene i ’Far from the Madding Crowd’, hvor Carey Mulligan malker en ko. Det er i begyndelsen af filmen. Det der med håret tilbage og det fulde portræt ... Et godt totalbillede, hvor man føler situationen."
Denne udgave:
- Bog, Hardback med DVD
- Engelsk
- 592 sider
