.png)
Knud Romer fortæller i sin Mesterlære blandt meget andet om, hvordan han bygger den perfekte sætning, inden han runder den af med et håndkantsslag. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i Knud Romers faglighed, anbefaler han her Malte Laurids Brigges optegnelser af Rainer Maria Rilke, som et af de værker, han er rundet af.
”En balletdanser skal kunne lave piruetter. En forfatter skal kunne lave tricks. Du skal jo komme med noget. Gi’ den gas. Men hvor lærer du dine tricks? Hvordan kan du vende på en femøre? Når du skriver, skal der … 1. Være – bum – en historie, vi skal dérhen. Det andet er, at hvis du skal have folk til at købe en bog, læse historien og investere deres tid og opmærksomhed på det her lort, så skal der hele tiden afbetales. Det er økonomi. Du sidder ikke og læser og læser og læser, hvis du ikke får noget ud af det. Du skal hele tiden give folk en lille godbid, men du skal ikke give det hele, for du skal jo videre. Man afbetaler ved, at der selvfølgelig sker noget, men også ved hjælp af små sproglige godbider. Og vil man lære retoriske tricks, skal man læse Rainer Maria Rilke.
Han har absolut sprogbeherskelse. Det er med den lyriske verden som med tegnefilm, hvor en kat kan blive til en radiator, og Anders And kan gå i luften. Alt kan lade sig gøre, og her begynder de retoriske tricks at spille ind. I bogen går Malte Laurids Brigge på gaden og ser en tigger sidde med ansigtet i hænderne. Han begynder at liste, for når en tigger tænker sig om, skal man ikke forstyrre. Så han lister. Men vejen er utålmodig. En vej kan ikke være utålmodig, men den er utålmodig. Den begynder at kaste rundt med hans skridt, den begynder at larme i ekkoer omkring ham, så tiggeren bliver forskrækket, og det var nøjagtigt det, der ikke skulle ske. Tiggeren hiver ansigtet op i forskrækkelse, så hurtigt at ansigtet bliver liggende i hænderne, og det kan jo ikke lade sig gøre. Dét er lyrik. Det er – wruum! – en sproglig effekt, der kun finder sted i sproget. Et trick. En tingsliggørelse. Og så står hovedpersonen og stirrer ned i indersiden af ansigtet og tør ikke løfte blikket og kigge på et menneske uden ansigt. Det er et trick! Og når først du har lært det trick, kan du gøre alt med det. Du finder ud af, at du kan lege med sproget på en måde, hvor du kan lave magi.
Da jeg var lille, øvede jeg mig i at lave de her tricks. Jeg spurgte mig selv: Hvad er det mest kitchede, du kan forestille dig? Det er et elskende par, der sidder på en bænk og kysser i solnedgangen. Men kan du få det til at leve, kan du give det liv, kan du nogle tricks? Hvis du skriver: ”Under lindetræet stod en bænk, og når man satte sig på den, gik solen ned,” har du et smukt billede. Lindetræ, bænk, hvem sætter sig mon? Ja, ikke? Og så går solen ned. Hvor det hos Isaac handler om fortælling, historie, drama og mennesker, handler det hos Rilke ekstremt meget om sprog, metaforer, synekdoker, paradokser, retorik, tricks! Jeg forsøger at placere mig et sted midtimellem, og det er pissesvært, for det ene ophæver det andet. Sproget må ikke stå i vejen for at fortælle historien, men samtidig skal det være fyldt med tricks af den simple grund, at hvis du vil have, at nogen læser det, så skal de jo have noget.”
Denne udgave:
- Bog
- Dansk
- 184 sider
