I sin Mesterlære fortæller den danske iværksætter og investor, hvordan man på 3,5 år forvandler en idé til en virksomhed, der kan sælges for 19 milliarder kroner. Til dig, der vil på yderligere opdagelse i René Rechtmans faglighed, anbefaler han her Lioness – Golda Meir and the Nation of Israel af Francine Klagsbrun som er et af de værker, han er rundet af.
”At kunne tage beslutninger er en meget vigtig egenskab som leder, og det kunne Golda Meïr (en af staten Israels grundlæggere i 1948 samt premierminister 1969-1974, red.). Hun var en kvinde med en stærk tro og nogle stærke værdier, og hendes job indebar selvsagt en masse beslutninger. Mange af dem, hun tog, var upopulære, men hun var nødt til at tage dem, fordi hun mente, at det var det bedste at gøre. Og det kostede hende politiske forbindelser, venskaber, kærlighed, relationer med hendes børn osv. osv. Og der er jo ikke nogen af os, der sidder i forretningsverdenen, som har lige så store beslutninger at skulle tage som en statsleder, der sender unge mennesker i krig. Det er naivt at tro, at man er så vigtig. Men ikke desto mindre er det meget vigtigt, at man i mit job – og at dem, jeg ansætter – kan træffe en beslutning. Det er der for mange mennesker, der ikke kan. 80 procent af min dag består af kommunikation: Jeg snakker måske med min CFO om nogle tal, så snakker jeg med en af vores GM’s (general managers for de respektive brands, red.) om en idé, så taler jeg med Netflix om et potentielt tiltag, med Dreamworks om en film, som måske skal laves osv. Når jeg har snakket med folk, skal jeg se på, hvilke tal og øvrige fakta der bakker projekterne op, og så skal jeg tage en masse beslutninger. Det er ikke ensbetydende med, at jeg altid ved, hvad der er det rigtige at gøre. Jeg er da selv i tvivl hele tiden. Hvis du ikke er i tvivl og ikke opsøger andre mennesker i beslutningsprocessen og undersøger al tilgængelige data, så gør du ikke dit arbejde godt nok. Generelt vil jeg sige, at der altid i vores organisation findes folk med større detailviden, end jeg har, og jeg vil naturligvis inddrage dem. Jeg spørger andre, der ved mere end mig, til råds. Før vi investerer store beløb i indhold, vil jeg gerne have en analyse, der viser, hvornår vi tjener de her penge hjem igen, hvem der kommer til at se det her indhold i hvilke lande hvornår, og så kommer du tilbage med data på det, og så kan jeg tage en beslutning baseret på fakta.”
Denne udgave:
- Bog
- Engelsk
- 864 sider